Valkendorfs Kollegium







"Ave Maecenas noster Christophore, domus fundator Walckendorphianæ! Gratias agunt tibi hic alumni clare canantes."
I 1588 købte rentemester Christopher Valkendorf Hvidekloster der var kloster og studerebolig for munke af Karmeliterordenen. Christopher indrettede bygningen til kollegium og fik det indviet den 26. februar 1589 med navnet Valkendorfs kollegium.

Kollegiet bliver dog også omtalt som Pisserendens Juvel mens alumnerne ofte omtaler deres hjem som Valle-kolle. Den bygning som Christopher købte var mere end 70 år gammel og krævede meget vedligeholdelse undervejs. Christopher blev i 1596 forfremmet til rigshofmester, en titel som han beholdte frem til sin død i 1601.

I 1658 blev kollegiet ramt af en granat under Karl Gustavs bombardement af København og især husets bibliotek tog voldsomt skade.
Under den store brand i 1728 blev kollegiet meget medtaget og var ubeboeligt i flere år efter.

I 1865 blev det besluttet at hele bygningen skulle rives ned og der i stedet skulle bygges en ny, længere inde på grunden.
Dermed blev de sidste rester af Hvidekloster fjernet, men klostermuren omkring grunden blev bevaret og danner den dag i dag stadig rammen omkring kollegiets grund.

I 1866 kunne alumnerne flytte ind i den nye kollegiebygning som er den bygning der stadig står i dag,
dog blev der i 1920 tilføjet en ekstra etage. Kollegiebygningen og klostermuren er sidenhen blevet fredet og vedligeholdelse er derfor en vigtig del af kollegiet.

Inspector Collegii er kollegiets ældste embede og i gamle dage sørgede han for at vække de andre alumner der straks mødte op til fælles morgensang og bøn. Udeblivelse var ildeset og Inspector Collegii sørge da også for at notere vedkommendes navn i sin bog.

Selvom traditionerne blev holdt i hævd dengang så var alumnerne også flittige besøgende på de omkringliggende beværtninger. Alumnerne forstod ikke altid at betale deres regninger og gik i øvrigt ikke glip af et godt slagsmål. Det stod på et tidspunkt så grelt til at kongens foged kom ridende til kollegiet for at irettesætte slagsbrødrene og bede dem betale deres udeståender omgående.

Der kom sidenhen mere orden på kollegiet, men det var alligevel først i 1972 at den første kvindelige alumne flyttede ind.

Flere store danskere har været alumner på Valkendorfs kollegium gennem tiderne.
Af de mest kendte kan nævnes Johannes Ewald, N. F. S. Grundtvig, Steen Steensen Blicher, Frederik Christian Sibbern, B. S. Ingemann og Herman Bang. Derudover har Ludvig Holdberg og Adam Oehlenschläger taget del i disputatser og diskussioner i huset.

Om nogle af de nuværende alumner opnår samme berømmelse, må tiden vise.